Natur- og Balancecoach v/Heine Jaaks

“There is something about the outside of a horse that is good for the inside of a man” (Winston S. Churchill)

Profil

heine2

Hej!

Jeg hedder Heine, og det er mit ønske at hjælpe dig med til at finde den vej i livet, som fører til din ønske-tilværelse.

Jeg møder ofte mennesker på min vej, som føler at de sidder i en “kasse”, som ikke passer til dem, og hvor overbevisninger og gamle programmer undertrykker dem de er, hvilket bevirker, at de bliver stressede, deprimerede, angstfulde og får måske endda smerter forskellige steder.

Jeg ser det som en af mine vigtigste opgaver at hjælpe andre til at se, at livet byder på uanede muligheder og at dét, at overkomme muren af frygt, faktisk skaber det liv, du længes efter.

Gennem de sidste 12 år har jeg arbejdet med coaching og vejledning og er p.t. også ansat kommunalt som mentor for personer, der er “gået i stå” i livet, og derfor på den ene eller anden måde skal støttes til at komme videre.

Jeg har derfor mange vejlednings-forløb bag mig og har udviklet min egen stil og metode, som naturligvis bygger på teoretiske og praktisk uddannelse, men også i allerhøjeste grad på praktisk erfaring, livserfaring,  menneskelig indsigt og klarsyn.  Jeg har løbende uddannet mig indenfor coaching og mental vejledning, og de mennesker, jeg har fulgt i tykt og tyndt i denne periode, har inspireret mig, rørt mig, overrasket mig, glædet mig og udviklet mig som menneske og coach i en helt utrolig grad og gør det stadig.

Jeg har 30 års erfaringer med heste.  Hesten og naturen er for mig fantastiske redskaber, som jeg gør meget brug af, og hesten har været den hjælper, som har støttet mig gennem min egen personlige udvikling. Den nyeste udvikling indenfor psykoterapi viser, at det er vigtigt at have opmærksomhed på nuet, som et selvstændigt øjeblik. Denne teori er meget brugbar i terapien med hesten og med naturen. Når jeg under og efter en lektion taler med personen omkring hvilke følelser og tanker han/hun havde, fastholdes det nuværende øjeblik, og en lektion består af en række nuværende øjeblikke, der kan resultere i en ny måde at “være-sammen-med-den-anden” på. Disse øjeblikke bemærkes, men ikke altid bevidst.

Ved at blive mere opmærksom på især nonverbale og implicitte (skjulte, men underforståede) hændelser, kan nuværende øjeblikke i terapien fastholdes, hvilket jeg mener, vil hjælpe personen i sin proces med f.eks. at få større kropsbevidsthed, selvværd og/eller håndtere angst og depression. Der hvor den kognitive terapi prøver at forstå den måde, hvorpå man tænker, gør det nuværende øjeblik (hesten og naturen) os opmærksomme på følelserne – det umiddelbare – i oplevelsen, og det beriger oplevelsen, uden dermed at skulle “forstå” den – som modsætning til langsigtede løsninger gennem psykoterapi.

Denne teori understøttes af mange forskningsforsøg og Ifølge forskningsartiklen ‘The Benefits of Human-Companion Animal Interaction: A review’, der bygger på en lang række amerikanske forskningsartikler publiceret siden 1980, peger flere undersøgelser på, at menneskers samvær med dyr er gavnligt for både det fysiske og psykiske velbefindende.

IAHAIO (International Association of Human-Animal Interaction Organizations) er fx en verdensomspændende sammenslutning af organisationer, der arbejder med den målsætning at fremme forskning, uddannelse og udvikling på terapidyr-området. De arbejder desuden for at udbrede viden om de positive effekter af samværet mellem dyr og mennesker.

Herhjemme har Trygfonden valgt at knytte forskere fra Århus Universitet til et projekt, der skal resultere i mere viden om det, der sker mellem dyr og menneske. Målet er, at terapidyr vinder fodfæste som et ligeværdigt behandlingsalternativ til mennesker, der kan have gavn af det. Samtidig er det Trygfondens håb, at terapidyr bliver et værktøj i bl.a. psykiateres værktøjskasse på linje med mange andre effektive værktøjer.

Jeg arbejder ud fra samme teorier som ovenstående og min vejledning bygger på egne erfaringer kombineret med den nysgerrighed, jeg har på mennesker og på livet, og på hvordan vi alle kan få det bedste ud af de egenskaber, vi har med os og de drømme, vi ønsker at leve ud.

 

 


Leave a Reply

Your email address will not be published.

*